Dagbog 2019

Fredag d. 28 og lørdag d. 29. juni

Lene og Bent kører alt op på lejren, og får styr på alle sponsoraterne. Fyserne er tændt op vi kan begynde at glæde os rigtig meget til vores feriegæster kommer.

Henriette kommer om lørdagen, og får vasket alle gulve hvor børnene skal sove.

Søndag d. 30. juni

Alle hjælpere er sat i stævne til kl. 12.00.

Vi får frokost, og Lene uddelegere arbejdsopgaverne. Al vores materiel og inventar skal findes frem, klasseværelserne bliver lavet om til sovesale, der skal hentes madresser og cykler og køkkenet skal gøres klar med vores egne ting.

Når alle klasserne er klar, bliver der redt senge. Hvert barn får en lille toiletpose med tandpasta, tandbørste, sæbe og solcreme. På sengen står også en lille bamse til hver.

Søndag aften er alt klar, og vi kan byde vores gæster velkommen i morgen.

Mandag d. 1. juli

Alle går rundt og glæder sig til børnene kommer. Som noget nyt skal vi ikke hente dem ved grænsen - da vi har fået den polske bus til at at køre til Vrå.

Allerede kl. 12.00 ankommer bussen fra Polen, og 36 børn og 3 voksne hjælpere er glade for en lang tur er til ende. Det første de gør at at finde cyklerne, og suser rundt i skolegården indtil kl. 13.00 hvor de bliver officielt budt velkommen og får frokost.

De hygger sig, og lærer skolen og området at kende. Vejret er ikke så godt, men det betyder ikke noget.

Vi har en dejlig eftermiddag, og de får god dansk mad til aften: nye kartofler og frikadeller m. grøn salat.

Det er en fornøjelse at servere mad for børnene - de har en kæmpe apetit.

Jens har fødselsdag så han får en lille sang med på vejen 🙂

Tirsdag d. 2. juli

Jagoda har fødselsdag  bliver 11 år. Til morgenmaden bliver hun kaldt op, og vi synger en fødselsdags sang på polsk og en på dansk. Vi har en lille gave til hende, så hun kan mærke det er hendes dag.

Kl. 9.30 kommer en frivillig chauffør, Jesper, og kører hele flokken til Hirtshals. De skal i Nordsøen Ocenarium i dag, og derefter til Fun Park i Hirtshals. Heldigvis viser vejret sig at være sol men ret blæsende (det er fint det ikke regner).

Onsdag d. 3. juli

I dag er det hjemmedag, og børnene er fra morgenstunden aktive på cykler og rulleskøjter. Der sker nogle skader, så der er flere der kommer ind og skal have repareret knæ og albuer.

Der er også aktivitet i det aktive hjørne hvor der laves perleplader, armbånd og halskæder.

Fodboldene bliver også rørt, så Niclas har spillet fodbold med drengede hele eftermiddagen. 

Vi har ikke mindre en 3 fra vores ungeteam der er blevet studenter, så de er først samlet i dag, da de har kørt studenterkørsel i nogle dage. Vi fejre Alberte og Andrea - Anders kommer senere på ugen.

Torsdag d. 4. juli

I dag har vi ikke mindre en 2 fødselsdsage. Henny som er hjælper har fødselsdag  og Tomasz bliver 14 år. Der bliver sunget fødselsdagssang på polsk og på dansk, og Tomasz får en lille gave.

Vi her hjemme på skolen i dag, og alle hygger sig. Der laves perleplader af HAMA perler i stor til - både store og små - vi finder motiver fra nettet og der laves virkelig store flotte kreationer.

nogle laver armbånd af elastikken (som er beregnet til det), så der er ikke et barn der ikke har et ellet 5 armbånd på.

Det er utrolig søde børn, der er gode til at hygge sig - selv om det regner.

Fredag d. 5 juli

I dag går turen til Faarup sommerland.De glæder sig rigtig meget og humøret er lige så højt og flot som vejret.

Vores unge team er på hele dagen, og alle børnene prøver alt det de har lyst til. 

på vej hjem i bussen er der ro, alle falder i søvn 🙂

Da de kommer hjem har sulten meldt sig, så lasagne og jordbær bliver indtaget med velbehag. De er trætte så efter der er sagt godnat er der hurtigt ro.

Lørdag d. 6. juli

De sover længe, og efter morgenmaden er der hygge og oprydning på værelserne. kl. 11 kommer Jesper fra Stoltze og kører dem til Skallerup Klit vandland. De glæder sig, og boldrer sig i 2 timer derude. Nu har sulten meldt sig, så heldigvis har køkkenpersonalet mad klar til dem.

Ved 15.30-tiden kommer en DJ - Kim fra Sjælland. De er 2 der har lovet at holde disco for børnene om aftenen. Det tager et par timer at sætte op, og børnene får lov at vælge hvilken musik der skal høres.

Søndag d. 7. juli

Igen sover alle længe oven på en fantastisk disco aften. Vi har hjemmedag og der er planlagt stor aktivitetsdag for børnene. De bliver delt op i hold og skal løse forskellige opgaver på syv forskellige poster. Vejret er skønt, så aktiviteterne foregår udenfor og humøret er i top hos børn og hjælpere under legene. 

Efter der er blevet leget og dystet på skolens udearealer er det tid til at gøre sig klar til aftenens gallamiddag. Vi skal have tre-retters menu og både børn og hjælpere trækker i alt fra flotte festkjoler til abekostumer. Aftenen var en succes. 

Mandag d. 8. juli 

I dag skal vi med toget ind til Hjørring, hvor børnene shopper for deres lommepenge. Efter et par timers shopping i Hjørrings gågader gik vi mod McDonald's, hvor der var frokost til os. Det var alle godt tilfredse med. 

Da vi kom hjem på skolen igen efter turen til Hjørring, var der ro på gangene. Børnene var trætte oven på de mange timers shopping. 

Tirsdag d. 9. juli

I dag er der oprydning og rengøring hele dagen, da vi har inviteret en masse gæster til åbent hus om aftenen. Børnene rydder op på deres værelser og nogen forbereder optrædner, som de kan vise for gæsterne om aftenen. Der er både sang, dans og gymnastik. Vi havde omtrent 70 gæster, som fik rundvisning på lejren og efterfølgende kaffe og hjemmebagte boller og kage. Børnene havde lavet gaver hjemmefra, som de delte ud til gæsterne. 

Onsdag d. 10. juli

I dag er vi tidligt oppe, da turen går til Aalborg. Vi skal i Zoologisk Have og chauffør Jesper fra Stoltze henter os i bus på skolen og kører os frem og tilbage. Børnene bliver sluppet fri i Zoo og render rundt og kigger på dyr, inden vi samles til frokost, som er hjemmesmurte sandwiches.

Vejret er dejligt og solen skinner, så efter frokosten kører vi en tur i Vestre Fjordpark, hvor børnene kan sole, bade og spille bold. Alle havde en god dag og endnu engang var der ro i bussen på hjemturen 😉 

Torsdag d. 11. juli

I dag står den på hygge hjemme på skolen, da vi har hjemmedag. Vejret er i top, så aktivitetsudvalget beslutter hurtigt, at der skal arrangeres en vandkamp. Der findes vandpistoler, store baljer og spande, og så er der ellers dømt vandkrig. Børn og hjælpere bliver plaskvåde og alle har det sjovt. 

Efter aftensmaden kommer motorcykelklubben MC Strandby og tager børnene med på køreture rundt i byen. Børnene er ellevilde og prøver mange gange! Afslutningsvis serveres der franske hotdogs til alle i skolegården.

Fredag d. 12. juli

Sidste dag på lejren. Vi begynder så småt at pakke ned, og få de ting i kælderen som vi ikke skal bruge mere.

Børnene pakker til den store guldmedalje. De har fået så meget tøj at de ikke kan have det i de tasker vi har fremskaffet til dem. De begynder at pakke i sække. Det er dejligt at de får så meget med hjem. Der bliver også pakket håndklæder, sengelinned, Cornflakes, saft og andre ting der kan holde sig i længere tid.Ting til personlig hygiejne bliver der også pakket ned til dem.

Vores polske chauffører er kommet, og de overnatter på skolen. Det letter lidt på morgendagens afrejse, da alle tasker pakkes i bussen efter aftensmaden.

Vi har en god aften hvor vi får sagt farvel/på gensyn til hinanden. Børnene har lavet små gaver til os af perler, konservesdåser og syltetøjsglas. Meget fine ting som vi sætter stor pris på. Det var lidt hårdt at vide, at det var sidste aften - både for børnene og for hjælperne. Der bliver knyttet stærke bånd i de 14 dage og vores dejlige hjælpere giver sig 100% for børnene. De er der for dem hele tiden. 

Vores sidste godnat tur, hvor vi alle børn får et godnat-kram (hver aften) er også en svær øvelse, men vi pjatter med dem så det bliver vendt til et positivt godnat- sov godt.

Lørdag 13. juli

Vi (Lene og Bent) står op kl. 04.15 for at pakke madpakker til alle 38. Det er et koncentreret job, da alle tasker skal pakkes ens med mad til ca. 20 timer.

kl. 8.00 er der afrejse og vi får vinket farvel til børnene.

Derefter er der oprydning, sammenpakning, rengørring af hele skolen. Alle klasseværelser skal tilbage til den måde de var på da vi ankom.

Der bliver arbejdet igennem, og til middag kan vi ringe efter pedellen, så han kan godkende skolen. 

Tak til hele flokken for hjælpen - skolen ser rigtig flot ud da vi aflevere nøglerne.

Tak til vores sponsorere for sponsorater, uden jer kan vi ikke holde Lilje Lejr.

Tak til alle de frivillige hjælpere der bruger ferie og fridage på at være på Lilje Lejr.

Tak til alle der har hjulpet os.

Dagbogen er skrevet af Lejrleder Lene samt hjælp fra vores ungeteam, der er sammen med børnene hele tiden.